Bevæggrundene for at opsøge psykoterapi kan være mange. Ofte opstår behovet pga et generende symptom eller en oplevelse af psykisk smerte eller ubehag. Det kan f.eks skyldes sorg, krise eller ophobet stress og belastning, eller det kan være en depression, der farver livet gråt og meningsløst, og som får negative tanker til at køre i ring non stop. Nogle gange kan det være angsten i dens mange afskygninger og forklædninger, der spøger. Et overaktivt alarmberedskab i krybdyrhjernen, der udsender fejlsignaler om at der er fare på færde i tide og utide og oftest helt uden grund. Som jeg plejer at sige til mine klienter, "skal man jo ikke tro på alt hvad man tænker", men det kan kræve træning og hjælp udefra, at forstå dette budskab og blive bedre til at berolige sig selv. Dette gælder i særdeleshed, hvis du har været udsat for traumer eller overgreb, hvor der jo engang reelt var fare på færde. Når vi oplever noget meget skræmmende og overvældende, kan vores oldgamle hjernekonstruktion få svært ved at forstå, at det farlige er overstået, så den reagerer til stadighed som om det der i realiteten er fortid, er noget der sker igen og igen i nutiden. Det kræver ofte professionelt hjælp at få opdateret hjernen til den tid og den virkelighed det traumatiserede menneske lever i.
Nogle klienter opsøger psykoterapi med et ønske om at udvikle og forstå sig selv bedre. Baggrunden kan være en følelse af ikke at leve livet i overensstemmelse med egne værdier, kompetencer eller behov. Det kan opleves som en vedvarende tristhed, et diffust ubehag eller en ubalance, der kan manifestere sig både psykisk og fysisk. Jeg arbejder altid med opmærksomhed på både kroppens og psykens reaktioner, fordi krop og sjæl, efter min overbevisning, er to sider af samme sag.
Ofte vil vi sammen få øje på, at visse følelser ikke genkendes, rummes eller udtrykkes så godt hos klienten. Udfra min viden om, at enhver følelse har sin helt særlige og vigtige funktion, vil vi arbejde mod at alle følelser bliver genkendelige og anvendelige for klienten, hvilket giver en større følelse af frihed og robusthed i livets med- og modgang.
Som regel vil vi også have fokus på uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre, som ud fra et oprindeligt behov for selvbeskyttelse, hen ad vejen har fået nogle negative konsekvenser for selvforståelsen og for synet på omverdenen og måden at interagere med den.
Vil du styrke din professionalisme og sikre kvaliteten i dit faglige virke? Vil du inspireres og se nye perspektiver i dine arbejdsopgaver? Finde nye sider af dine kompetencer og forbedre samspillet med kolleger, patienter eller klienter?
Er du ansat i et følelsesmæssigt krævende job eller måske i et decideret mentalt højrisikojob, hvor udbrændthed, relations udmattelse eller andre belastningsreaktioner er en risiko?
Både sagssupervision og supervision på egne reaktioner og tematikker er et effektivt redskab til at styrke fagligheden og øge trivsel og robusthed i arbejdslivet.
Jeg har langvarig erfaring med supervision af kollegaer mod autorisation eller specialistuddannelse både individuelt og i gruppe. Ligeledes har jeg stor erfaring i supervision af mennesker i mentale højrisiko jobs, så som læger, ambulancereddere, ansatte på alarmcentral, personale i flygtningelejre, ansatte på herberger for hjemløse og misbrugere samt udsendte ambassade medarbejdere i højrisikoområder.
Jeg har også superviseret i jobcenter, familie- og socialafdelings regi i mere end 20 år.